Bygning 3

 

Bygning 3 Bygningen her blev opført 1895 og var tidligere pakhus for skibshandelen. I kælderrummet findes et komplet bådebyggeri, samt en samling bådmotorer produceret på Ærø, blandt andre eksemplarer af de kendte "Marstal-motorer". I stueetagen finder man Lorens Hansens store skibsmodeller. Disse imponerende skibe er - for næsten alles vedkommende - bygget efter tegning. De er bygget på spant (skibets "ribben") og er planket op, planke for planke. Alt er fremstillet af Lorens Hansen selv, vantskruer, spil, ankre, rat og så videre - intet er købt færdigt. I museets besiddelse er der 40 skibsmodeller udført af denne geniale modelbygger, de fleste står i dette lokale.
Væggene i lokalet er tæt besat med skibsportrætter udført af marinemaleren H. A. Hansen, der var skibsfører. Han var uhyre produktiv, mange af hans billeder solgtes i England, men dog flest herhjemme, ikke mindst i det sydfynske område og specielt i hjembyen Marstal, hvor der hænger mange af hans billeder rundt omkring i hjemmene. Det er især kultegninger, men også akvareller og malerier. Af billederne skal her især fremhæves de fem store tegninger forestillende bramsejlsskonnerten Floras forlis i Nordsøen med en udførlig beretning om hændelsesforløbet.
Trappen til 1. salen fører i første omgang til en marinestue. Trappen stammer meget apropos fra en orlogsmand Ingolf, der blev ophugget i Marstal i årene omkring 1930. Kronen på væggen er fra samme fartøj. For øvrigt står der et dækshus fra skibet på den søndre del af Marstal havneområde. I det store glasskab ses en model af kongeskibet Dannebrog, og en uniform, som har tilhørt en officer, der har gjort tjeneste om bord som chef skibet.
Fra marinestuen går den videre tur direkte over i en indendørs byvandring gennem en snorre. Marstals ældre bydel er karakteristisk ved nogle småstræder eller smøger, nogle meget snævre, lokalt kaldt snorrer. Disse gemytlige færdselsårer har deres betegnelse fra, at de snor sig ind mellem husene. Mellem husene findes også nogle små slipper, ofte af mere privat karakter og tit fører de ind til privatboliger. Hovedparten af snorrerne går fra havnen op i land, således at beboerne såvel via gadedøren som havelågen hurtigt og nemt kan komme ned til havnen eller "stranden", som området benævntes fra gammel tid, hvor strandkanten med broerne gik langs Havnegade. Blandt husene i snorren findes et skibsmæglerkontor. En skibsmæglers arbejde består i at befragte skibe, det vil sige at skaffe skibene noget at sejle med samt at ordne papirer m.m. for skibene og søfolkene. I Marstal er mæglervirksomhed forbundet med rederivirksomhed, hvor ejerforholdet ligger i samme firma. Mægleren/rederen har således også med bemanding og eksempelvis skibets dokning at gøre. Indtil 1861 sejlede Marstalskibene ud på lykke og fromme, dog slog flere skippere sig ofte sammen og sendte i det tidlige forår et skib af sted til eksempelvis Kiel og Hamborg for at undersøge fragtmarkedet. 1861 oprettede skibsfører H. C. Grube sin mægler- og redervirksomhed, den første af sin art i Marstal. Grube henvendte sig til regeringen om at få lagt telegrafkabel til Langeland, men regeringen ville ikke hjælpe. Så tog Marstal atter sagen i egen hånd, og med H. C. Grube og kommunal-bestyrelsen som særdeles aktive deltagere stiftedes et aktieselskab, og i slutningen af 1862 nedlagdes kabel til Langeland. Det blev taget i brug i begyndelsen af 1863 og fik uhyre stor betydning for skibsfartens fortsatte udvikling i Marstal. Skrivebordet i kontoret her stammer netop fra H. C. Grube-firmaets start. Glasindsatsen i vinduet stammer fra et andet firma opnævnt efter stifteren skibsfører Albert E. Boye, der startede mæglervirksomhed 1890. Oktanten stammer fra skibsfører H. C. Boye, der gik i land og startede firma 1880. De tre firmaer eksisterer fortsat med mægler- og rederidrift inden for murene, ligesom der er andre shippingfirmaer i byen. Der er også en stadsstue. Livet i en sømandsby præges af de specielle forhold. I sejlskibenes første århundreder fulgte livet årets rytme. Sømanden kom hjem i vinterperioden og drog ud med foråret. Den senere tid med de større langfarere, medførte som regel flere år i træk med fravær. Dette har ændret sig radikalt, og sømanden er nu sjældent ude mere end et halvt år ad gangen. Kvinderne, der her er samlet til en kop kaffe, er ikke hjemmefødninge. Lige fra sejlskibenes dage har de ofte været med på sejladser, og ofte har de rejst ned til kontinentets havne: Hamburg, Bremerhaven, Le Havre og andre for at hilse på ægtefællen. De næste udstillinger befinder sig på 2. sal. Trappen, der op til, er af den gængse stejle type fra før i tiden. Her findes en større samling navnebrædder og en rekonstruktion af den styrbords halvdel af ruffet på en større skonnert, nemlig den tremastede topsejlsskonnert Frida, en af de allersidste rene sejlere under dansk flag. Mandskabsruffet på de større skonnerter var betydelig mere bekvemt end lukafet på de mindre. Lukafet eller "lugaret" beliggende helt ude for, under dæk, med beskedne pladsforhold var ofte meget fugtigt, især i farten på Nordatlanten.
I sejlskibenes tid fremstilledes alt til faget henhørende her i byen. - Sejlene blev syet på de mange sejllofter (syv omkring århundredeskiftet). Tovværket blev slået på de tre reberbaner: Reberbanen, Møllevejen og Batterierne. Skibssmedierne havde travlt med beslag, ankre og så videre. Blokkedrejerne, bødkerne, skibsværftsarbejderne og andre havde travle dage. Her på loftet ses en sejlmager i funktion blandt sejlmager- og riggergrej. Han har dog fortsat et par kollegaer ved havnen.